Blog Image

Og

&

&: det lille ord åbner i stedet for at lukke. &: et forsøg på at holde tankestierne og sanserne stadigt åbne på denne forbløffende og ofte smertefulde klode.

Kryds nu sorgens fortov

Sorgens sorte blomster Posted on Mon, November 27, 2017 11:54:27


Esben Kjær skrev i 2016 en vidunderlig bog ’Min
usynlige søn’
, hvori vi alle sammen får nogle tiltrængte bank. Vi – det er
os mærkeligt sorgkultursforkrøblede danskere. Esben Kjærs syvårige søn,
Sebastian, døde af kræft i løbet af forholdsvis kort tid, og Sebastians far,
mor og brødre fik døren sparket ind af den sorg, der river hjerter midt over og
røver vejrtrækning, mening og mål ud af tilværelsen. Esben Kjær bruger sin bog
til at gå på opdagelse ikke bare i sin egen sorg, men i vores sorgkultur. Eller
rettere: i vores mangel på sorgkultur. Sorg er så vild en kraft, at den kræver
nogle rammer og systemer til at holde den. Og de rammer har vi så godt som ikke
mere. Så sørgende og deres omgivelser snubler rundt på hver deres fortov uden
at kunne finde ud af, hvad nogen skal gøre eller sige, eller hvordan de skal se
ud i hovedet.

Esben Kjær har nu taget den manglende sorgkultur op i
udsendelsesrækken ’Kunsten
at miste’
, der ruller over skærmen på DR-K de næste fire uger. Fingeren
sættes omgående på den ømme plet: At sørgende gang på gang oplever, at
omgivelserne træder sig selv over tæerne, bliver væk eller siger ting, der
sikkert er velmente, men som ingen rigtig kan bruge til noget som helst.
Tilbage sidder den sørgende – ikke kun i selskab med sin enorme sorg, men nu
også med en elefantstor følelse af ensomhed og anderledeshed. Det må vi kunne
gøre bedre, opfordrer Esben til.

Ja. Det vil kræve i hvert fald mindst to ting til at begynde
med. Den ene ting er indlysende, den anden ting er nærmest urimelig. Det
indlysende: At omgivelserne skal bide hovedet af al dansk tilbageholdenhed og spørge. Spørge den sørgende om helt
banale, basale ting. Åbne munden og spørge: Har du brug for, at jeg
….går/bliver/siger noget/er stille/går tur med hunden/køber ind til dit
køleskab/giver dig en omgang fodmassage/bestiller den håndværker/sidder her så
du kan læne dig op ad mig den næste halv time – whatever. Til de lavpraktiske ting behøver man ikke at spørge, ofte
er det bedst blot at konstatere: Nu slår jeg græsset/går ned med skraldet/ringer
efter en pizza. Til de andre ting: skal jeg spørge eller være stille, gå eller
blive – bliver man nødt til at spørge om.
For behovet hos den sørgende ændrer sig time og time, nogle gange minut for
minut. Så ingen kan vide, hvad der er det rigtige lige nu. Hvis man altså ikke spørger. Endnu har vi ikke udviklet os
til tankelæsere, derfor må vi åbne munden og spørge. På den måde krydser du over til fortovet, hvor den sørgende
går, i stedet for at blive rådvild og undgående på dit eget.

Den anden ting, den urimelige,
er, at den sørgende selv må fortælle. Åbne munden og give brugsanvisninger:
Sådan er det i dag (eller i denne time, dette minut), og jeg har brug for, at
du….går/sætter dig og tier stille/sætter dig og taler med mig om ham, jeg
elsker og savner/tager opvasken/holder om mig/går med på kirkegården – whatever. Eller når du som sørgende ser en
anden krydse over til dig fortov så at sige: ’Lige i dag orker jeg godt/orker
jeg ikke at tale om det, men tak fordi du spørger’. For behovet hos den
sørgende ændrer sig time for time, nogle gange minut for minut. Så ingen kan
vide, hvad der er det rigtige lige nu. Hvis
man altså ikke fortæller om det. Endnu har vi ikke udviklet os til tankelæsere,
derfor må vi åbne munden og meddele os.

Først det indlysende og så det
urimelige. De to bliver nødt til at indlede et samarbejde. Ingen kan tumle
sorgens voldsomme kræfter alene. Sorg kræver et samarbejde mellem den sørgende
og hans eller hendes omgivelser. Så vi kan mødes på sorgens fælles fortov og finde ud
af det – sammen.



Døden – nu udkommet i plastik

Døden som livsgrundlag Posted on Mon, November 06, 2017 21:19:47

Når en kultur, et samfund, mister traditioner og en fælles
forståelse for store, dybe ting i menneskelivet, kan man være ret sikker på, at
fænomenet dukker op i en anden forklædning, sådan at man omtrent ikke kan
genkende det. Halloween er lige rullet hen over vores dørtrin, hvorpå børn med
plastikblod, plastikvampyrtænder, plastikparykker og
plastikøkser/treforke/knive har stået og afkrævet os et ’slik eller ballade’
ultimatum. Hvorpå de er trasket videre og har forsøgt ikke at falde i deres
spøgelsesdragt, heksekappe eller mumiebandager. De ved sikkert ikke noget om,
at de tager del i et kulturelt og i allerhøjeste grad forretningspræget
fænomen, der er skyllet op her på vores kyster i de sidste årtier fra den anden
side af Atlanten. Selve de religiøse rødder går naturligvis endnu længere
tilbage (et par tusind år, faktisk), men den kommercielle Halloween har vi fået
via USA, hvor Halloween-industrien tjener over en milliard kroner på al
halløjet.

Man kan tørt konstatere, at i takt med, at vesterlandske samfund
har flyttet døden hen til de professionelle i sundheds- og plejesektorer og
dermed ud af helt almindelige menneskers hænder og bevidsthed, i samme takt er
vi blevet mere og mere fremmede over for vores indbyggede dødelighed. Vores
egen og vores elskedes dødsprocesser. Og i samme takt popper døden så op som
skræmmefænomen, som hyggegys og plastiksplatter. Harmløst, kan man sagtens
sige, herregud, ungerne morer sig. Ja, ingen tvivl om det, men er der voksne
omkring dem, som med samme ivrighed, som de køber kostumer og udhuler græskar
med, udstyrer børnene med en grundforståelse af livets og dødens vilkår?
Voksne, der kan være der for børn og for andre voksne, når døden har været
virkeligt på besøg på en helt anden og langt mere livsændrende facon end en Halloween-udklædning?

Døden som plastikuhygge solgt i metermål er måske et meget
godt symbol for vores mærkværdige forhold til den. Der er bare det sørgelige
ved det, at som alting i plastik, er det ikke særligt holdbart. Det knækker for
et godt ord, når der sættes tryk på. Der skal en helt anderledes råstyrke til,
hentet fra modet til menneskeligt nærvær og dyb solidaritet, til at holde og
rumme døden, når den rammer os og naboen.

Tænk hvis vi kunne lære vores unger, at det er mindst lige
så vigtigt at kunne ringe på fru Larsens dør med et knus, et nybagt brød, en
rest mad hun kan varme, et tilbud om at slå græsplænen eller gå ud med hunden,
eller at lytte til historier om hr. Larsen, både i ugen lige efter hr. Larsens
død, og uger og mange måneder efter. Som det er at ringe på i heksekostume og
forlange slik.



Et troskys til krop, sind og sjæl

Tro, kirke og andet sært Posted on Sat, October 28, 2017 23:30:25


KK44-festivalen
åbnede i dag i Silkeborg med en ‘trostime’ i Silkeborg
kirke. Det var et mildt og tiltrængt tros-kys til både krop, sind og sjæl.
Præsten (Louise Højlund) uden præstekjole (tak!), intet orgel (tak!) og
ikke ét ord om Martin Luther i dette til ulidelighed lovpriste reformationsår (tak, tak og atter
tak!). I stedet var der: en danser, der mindede os om, at kroppen længes, findes, kan og vil noget, som ord ikke når. Musikere, der på fineste vis
fyldte rummet med levende toner. Ord fra evangeliet i en gendigtning og indpakning,
der gjorde, at man pludselig kunne høre dem rigtigt og måske høre dem som ‘nye’
for første gang i lang tid. Symbolhandling med stenene, der fik farve og dybde
ved at blive dyppet i døbefontens vand – sådan som dåben kalder på kærlighedens
grundtone i os. Da jeg kom tilbage til min stol efter at have hentet en sten og
dyppet den, betragtede jeg min sidekvindes sten, som den lå i hendes håndflade – jeg fulgte linjerne i stenen med min finger, mens hun nikkende så til,
og det var som en uendelig let og nænsom berøring af et andet
menneske liv, uagtet at jeg ikke anede, hvem hun var.

En bevægende refleksion fra prædikestolen, der ‘blot’ var en
tankestrøm, der deltes med os andre, og ikke en gennemgang af ugen fastlagte
tekst. Salmer, langt fra kendte, som vi først tøvende, men med stigende
sikkerhed, kunne synge med på. Fadervor og velsignelsen i en lidt anden form,
der dog lod grundformen skinne igennem. Bibel-te (teposer dinglende fra små
kort med bibelvers) og honningkager. Vi stod der til sidst med vores dampende
tekrus og småsnakkede og lyttede til klokkespillet. Oktobergråvejret ventede
udenfor. Det var, som om vi var blevet proppet ind i et kalejdoskop, og vi og
alt det gammelkendte havde fået en ganske lille drejning og faldt på plads på
en anden måde, i et andet mønster, i en ny farvetoning.

Det var én stor lettende fornemmelse af at slippe for den
sædvanlige gudstjenesteform; at den ikke sad som gammelkendt støv på sindet, da jeg trådte ud af kirken. At man ikke skulle igennem de samme manøvrer, der tynger
med vanens stive skal på alle sanser, sådan at man (jeg) faktisk ikke fatter ret meget andet, end at man mekanisk har taget del i et eller andet,
hvis betydning gemmes og glemmes under de uendelige, grænsende til OCD-lignende gentagelser. I dag var det,
som om man faktisk kunne høre og sanse, at her er noget på spil og på færde,
som vi mennesker ikke kan undvære.

Tænk hvis det kunne være mere sådan som i dag. En kirke, der
godt tør stå uden at være indpakket i metertyk vaneadfærd. For første gang i mange
år gik jeg fra en kirke uden at have en knude (af varierende størrelse) af
frustration siddende i maven. Dagens
trostime belyste for mig, at jeg som folkekirkemedlem er del af en kirke, der sjældent synes at have tillid nok til sig selv, til evangeliet eller til
menigheden til at ”show it, don’t tell it”. Og som derfor taler Fanden et øre
af – og os andre ind i et sanse-løst vakuum.

Trostimen i dag viste, at sådan behøver det slet ikke at være. Og for det er jeg meget taknemmelig.



Ord om den ordløse sorg

Sorgens sorte blomster Posted on Thu, July 30, 2015 08:37:18

Jeg
læste for nyligt bogen: The
Translations of the Bones
af Francesca Kay, Weidenfeld

& Nicolson, London
2011, Handlingen som
sådan skal jeg ikke trætte med, men på et tidspunkt i bogen sker en
ufatteligt tragisk ulykke, og en dreng på 10-11 år dør. Det er måden, den
sørgende mor beskrives på, der greb mig meget. Når sorgen flytter ind i menneskers hus som en permanent følgesvend (hvilket i den grad er tilfældet, når et barn dør), smadres evnen til at omsætte det indre smertekaos til ord, som kan nå andre mennesker, så de måske fatter bare en lille flig af det bundløse mørke, man befinder sig i. Derfor er ethvert forsøg på at sætte ord på det ordløse livsvigtigt – for os alle. Her følger nogle citerede sider fra bogen:

“Stella så på Rufus; han sad og sov i stolen med sine papirer
spredt ud over knæene og på gulvet rundt omkring sig. Stakkels Rufus. Han var
så træt altid. Det var de alle. Hvem kunne have vidst, at døden er så
udmattende? At sørge var ligesom et forfærdeligt langdistanceløb, der vred en
som en karklud og efterlod en haltende og strandet. De skyder da heste, der har
det sådan, ikke? tænkte Stella.

Stakkels Rufus. Allerede nogle få dage efter Felix’ død
havde Stellas svigerinde fortalt hende, at sorgen river ægtefæller fra hinanden
i stedet for at bringe dem tættere sammen. Stella forstod godt, at det kunne
ske. Hun vidste dog, at det ikke ville ske for hende. At skille sig fra Rufus
ville kræve energi og en følelsesintensitet, som Stella aldrig nogensinde ville
få igen. Selv nu, hvor sorgen var lige
så åben og rå som hud, der lige havde fået pisk, vidste hun, at det ville være
sådan. Med tiden ville der danne sig ny hud hen over hendes sår; det vidste hun
også, men det ville altid være lige så skrøbeligt som den første frosts tynde
hinde på vandet og ligeså nem at gennembryde. Smerten nedenunder ville aldrig
hele. Det ønskede hun heller ikke. Forglem-mig-ej.

En tilstand af ligegyldighed var, hvad hun håbede på at
opnå. Et neutralt leje. Hverken feberhed eller bundfrossen, hverken kærlighed
eller had, men bare ikke at ville noget, ikke at vente på noget, ikke at
forvente nogen forandring og ikke at kere sig om noget, bare at overleve, ikke
leve, ligesom et primitivt væsen på bunden af det mørke hav. ”Du er heldig, at
Felix ikke var dit eneste barn”, havde den samme svigerinde sagt i et forsøg på
at trøste. ”Forestil dig det! At miste sit eneste barn og at være for gammel
til at få et andet. I det mindste har du stadig Barney og Camilla. ”

Det var også sandt. Og de var undtagelserne i hendes ønske
om ligegyldighed. Hun ville forsætte med at elske dem, naturligvis. Men, som en
hvislende slangestemme inden i hende gjorde opmærksom på: Hvis de var døde,
kunne hun også dø, hvilket i øjeblikket var den udvej, hun ønskede mere end
noget andet. Hun tænkte på familier, som hun havde kendt, som i en slags
overtro aldrig rejste sammen som en gruppe. At forældrene fløj hver for sig,
kunne hun forstå. Men ikke ideen om at dele den usandsynlige, men dog potentielle
risiko ud blandt børnene. Når der opstod turbulens, eller en lyd i flyet
pludseligt ændrede sig markant og knoerne på de øvrige passagerer begyndte at
blive hvide på armlænene, havde Stella altid tænkt, at der kunne findes værre
skæbner end at styrtdykke ned gennem skyerne sammen.

Værre skæbner? Selv nu, i smertens allerstærkeste kvælertag,
vidste Stella, at hendes overlevende børn havde hele deres liv foran sig og
ville leve godt. De ville sørge over deres bror, men de ville bevæge sig
videre, og en dag ville de kunne le igen og elske og måske selv få børn. Og så
ville de skulle erfare den dybeste form for rædsel.

Felix havde reddet hende fra den rædsel, det vidste hun
allerede nu. Dét som enhver mor frygter allermest var sket, og der var ikke
længere noget at frygte. Felix havde overvundet døden. Hvis et lille,
forsvarsløst barn kunne dø så nemt, forlade livet som en vårflue på en
sommeraften, det ene øjeblik med et levende åndedræt og det næste øjeblik uden,
så kunne det ske for os alle. Døden var blevet ganske afvæbnet. Og, hvad mere
var, erkendelsen af Felix’ død havde fået Stella til at indse, at de
efterlevende kan leve videre på betingelse af, at de lever i en tilstand af
ligevægt, der ligger meget tæt på noget fredfyldt.

Og på betingelse af, at de døde også kan fortsætte med at
leve; rigtigt, ikke kun som en from metafor. Felix havde levet 9 måneder inde i
sin mor, og nu ville hun bære rundt på ham igen, for altid. Det var ikke
hverken sandt eller rigtigt at sige, at ufrugtbare skød var velsignede. At få
børn havde lært Stella kunsten at elske; tabet af et barn havde bekræftet den. Stella
vidste, at smertehavet hun levede i nu svarede til den kærlighed, hun bar på,
og at de to var filtret uløseligt sammen. Uden kærlighed kunne der ikke være
sorg. Og hvem ville ønske at undgå at elske, således at man kunne skåne sig
selv for smerten ved at miste?

Men. Der var saltøde strækninger, ørkener at krydse forude.
Afstanden mellem at forstå og at acceptere var kolossal. Og det var så
skrøbeligt, så midlertidigt, så afhængigt at ’måske’ og ’kunne’ og en
uafsluttet fremtid. Dette var endnu en erkendelse, opnået uendeligt smertefuldt
og langsomt. At et væsen så levende og varmt og helt som Felix i løbet af få,
korte sekunder kunne forvandles til noget, der kun kunne beskrives i 3. person
og fortid. At dette barn aldrig ville være
igen. Stella kunne stadig ikke fatte det. Når hun sov, drømte hun, at Felix
var levende, og når hun vågnede, ramte sandheden hende så vildt og hårdt, at
hun skreg i smerte.

..

Og senere, fra Felix’ begravelse:

Stella, på den forreste række, var gennemsigtig som glas.
Kvinder i den sidste del af graviditeten bevæger sig forsigtigt , som var de
bægere fyldt til randen. Stella gjorde ligeså, for ellers ville hun splintre i
tusind stykker; ikke fordi hun bar på noget dyrebart. Hun var udhulet og tom.
[…] Mange af kvinderne var klædt i stærke farver – børnefarver – rødt og grønt
og gult. Ikke Stella. Stella var klædt helt i sort, dog med bart hoved; hendes
gyldne hår som en henkastet, lysende kostbarhed. Hun ville have revet det ud i
håndfulde, hvis skikken havde tilladt det. Hun ville have dækket sig i aske,
hvis hun kunne.

Fra The Translations
of the Bones
af Francesca Kay, Weidenfeld & Nicolson, London 2011, s. 183-185.



Dagens modgift til kontrolfreaks

Et samfund for kontrolfreaks Posted on Sun, June 21, 2015 14:54:04

“Hvis jeg står med åbne hænder, skal jeg være klar over noget helt grundlæggende: Der er ingen garantier, alt er skrøbeligt, det er alt sammen noget, der gives os. Og fordi det er os givet, skal det også deles.”

Sådan siger Simone Campbell, jurist og katolsk nonne, i et interview med Krista Tippett .
Det er en ganske udmærket opsummering af grundvilkårene for ethvert liv på denne klode, fra mennesker til bananfluer. Vi vesterlændinge har i ganske få generationer været pakket ind i en lun dyne af velfærdsstat, og nedenunder den dyne har vi mistet blikket for den sandhed, der ligger i livets grundvilkår. Nu er vi snarere trutmundet fornærmede, når noget i livet river den dyne af os, og vi mærker udsatheden, skrøbeligheden og kulden trække op ad benene. Så bruger vi meget energi på at råbe på nogen eller noget, der bør lægge dynen godt ned om os igen. For ellers er det bare for dårligt og for meget, og vi har tænkt os at klage, siger vi, svagt truende.

Der er ikke nogen at klage til, altså sådan i den forstand, at så kommer der nogen og gør alting godt igen, så vi kan fortsætte vores fredelige, lune liv dernede under dynen. Vi er bedre tjent med at indprente os Simone Campbells ord og smide dynen, der nemlig også samtidigt som regel holder os adskilt fra hinanden. Den eneste måde at holde til noget som helst på denne jord er at vide – ikke at nogen kommer og tager smerten væk – men at nogen, mit medmenneske (hvem det så end er) vil være der til at dele sin udholdenhed, sin medfølelse og sin menneskelighed med mig. Kun sådan, tror jeg, kan nogen holde ud at stå i det liv, hvor der ingen garantier er, og hvor alting er lige så skrøbeligt som den første hinde af frost på en vandpyt i november.

Hun er en sej tante, hende Simone Campbell, og hvis man skulle have nogle fordomme omkring, hvad nonner er for nogle størrelser, kan man passende få disse fordomme sparket til i hendes bog: A Nun on the Bus – How All of Us Can Create Hope, Change, and Community